“Hvordan gør man det?” “Tænk at man kan tænke så hurtigt!” “Er du slet ikke nervøs foran så mange mennesker?”
Det er nogle af det typiske spørgsmål, som Rapolitics’ freestyle-team bliver stillet af publikum efter et af deres tankevækkende, underholdende og ikke mindst medrivende freestylerap-shows. Freestylerap er improviseret rap på beats og kan bedst beskrives som en genert oplægsholders værste mareridt. Ren improvisation og fuld fokus foran et ofte forventningsfuldt publikum. Løsningen på den opgave ligger i en række teknikker, strategier og publikumsindsigter, som alle kan lære med den rettehjælp.
Deltagere i workshoppen vil i et trygt rum blive udfordret i deres komfortzone, når de med øvelser og lege selv skal improvisere foran et publikum og ytre sig i plenum. Ligeledes har workshoppens undervisning et teoretisk fundament af publikums teori, performancekultur og retorisk grundforståelse. Principperne bag freestylerap styrker deltagernes associationsevne, kreative tænkning og mod til at tale foran forsamlinger. Helt centralt for workshoppen er, at det er okay at fejle - det er faktisk forventeligt. En af ungdommens største udfordringer er den perfekthedskultur, vi i dag er underlagt. Freestylerap-workshoppen giver deltagerne redskaberne til at tackle netop den udfordring i et lærerigt, men også underholdende miljø. Et freestylerap-show er nemlig fast inventar i Rapolitics freestyle-workshop, så deltagerne lærer at tage ordet i et samlet og trygt rum. Her bliver alle kastet ud i improvisationens udfordringer, og fælles lærer vi, at det slet ikke er så farligt at tage ordet foran et publikum og give sin mening til kende.
Med freestylerap-workshoppen, vil Rapolitics’ freestyle-team lære jer de teknikker og strategier som de benytter sig af, når de improviserer foran tusindvis af mennesker og dele de indsigter og overvejelser de har gjort sig igennem deres karriere, som professionelle freestylerappere.
● Deltagerne forstår, hvad freestylerap er, og hvordan stilartens færdigheder kan bruges i mange aspekter af ens liv
● Deltagerne kan indgå i dialog om, hvad kreativ tænkning er, samt bruge deres egne associationsevner
● Deltagerne er motiverede til at tage ordet og turde tale foran forsamlinger
Ved workshops udenfor skoletiden tillægges moms på alle priser.
Ved bookinger på Fyn eller Lolland-Falster tillægges et rejsegebyr på 1.000 kr., og i Jylland og på Bornholm et rejsegebyr på 2.000 kr.