Når vi i Danmark taler om kultur, falder tankerne ofte på H.C. Andersen, Matador, pølsevogne, Dannebrog og andre historisk forankrede symboler, som dagens danske unge ikke nødvendigvis har en direkte relation til. I hiphop er der en bred forståelse for, at det er de unge, der skaber bølgerne og definerer kulturen. Sådan mener Rapolitics også, at det bør være i den bredere kulturforståelse og identitetsdannelse.
Derfor har vi skabt rap-workshopformatet Claim Din Kulturarv, som stiller spørgsmål til den danske kulturarv og identitet. Workshoppen byder ind med en ny og anderledes måde at anskue kulturen, da den i stedet for at betragte dansk kultur som en fastlåst størrelse, lægger op til en selvdefinerende kulturforståelse for unge i Danmark. Deltagerne bliver opfordret til at reflektere, debattere og udtrykke sig om deres eget kulturelle ophav. Deres refleksioner om, hvad dansk kulturarver, bliver hørt, og de bliver bevidste om deres egen forståelse for kultur som begreb. Rapolitics’ rap-coaches udfordrer deltagerne til at udtrykke sig om kulturarv gennem rap og hjælper dem med at omsætte diskussioner og holdninger til rim og rytme, som til sidst fremføres foran de andre deltagere. Workshoppen er tilrettelagt sådan, at deltagerne oplever en udvikling fra at være kulturforbrugere til kulturbærere – og i sidste ende kulturskabere.
● Deltagerne forstår hvad kulturarv er og kan reflektere over deres kulturelle ophav, og hvilke muligheder og barrierer, det måtte give dem
● Deltagerne kan indgå i dialog om det at være kulturskaber
● Deltagerne er motiverede til at bruge deres stemmer til at debattere, hvad kultur er, og de forstår, at rap kan være en måde at gøre det på
Ved workshops udenfor skoletiden tillægges moms på alle priser.
Ved bookinger på Fyn eller Lolland-Falster tillægges et rejsegebyr på 1.000 kr., og i Jylland og på Bornholm et rejsegebyr på 2.000 kr.