Freestylerap har længe handlet om hårde skældsord og tunge hiphop-beats, men hvad sker der, når man udfordrer genren og blander den med stand-up comedy? Det bliver sjovt, fjollet og nærværende, når Elias Ben Afia - stand-up komiker og dobbelt Danmarksmester i Freestyle - inddrager publikum med indlevende fortællinger, originale one-liners og ikke mindst freestylerap i den absolutte topklasse. Bag sig har han Mathias; ‘DJ Stilling’ på pulten, der trods sit imponerende CV, som bl.a. dækker Roskilde Festival, er alt andet end en konventionel DJ. Hans kartotek byder på alt fra dyrelyde og radio speaks til techno beats feat. Birthe Kjær, og han lægger den musikalske bund for det improviserede underholdningsshow. Duoen bag ‘Grin & Rim’ samler nogle af landets dygtigste entertainere og fører jeres selskab gennem Danmarks sjoveste improshow.
Grin& Rim-showet er et samsurium af lege, gæsteoptrædener, udfordringer, quizzer, parodisange og meget, meget mere. Det er et interaktivt underholdningsshow, hvor jeres selskab kommer med de inputs, der inspirerer og afgør, hvordan jeres show bliver unikt. Elias og Stillings humor, indlevelsesevne og erfaring kvitterer til gengæld for jeres engagement med en enestående og sjov oplevelse, som aldrig vil kunne genskabes. Så sæt jer tilrette og forbered lattermusklerne, for showet hedder ikke ‘Grin & Rim’ for sjov.