SULKA bruger hiphop som terapi: »Jeg fandt en måde, hvor min sorg kunne få værdi«

Af Nikoline Skaarup

Foto: Marie Stephensen

Siden SULKA var teenager, har hiphoppen været hendes terapeutiske og kreative ven, der har givet hendes sorger værdi og banet vejen for at omsætte vrede til kreativitet. Mød en af landets mest spændende nye rap-debutanter, og hør om vejen frem til udgivelsen af debutalbummet Epoker.

Denne sommer skulle den nye danske rapper SULKA have stået på scenen på Roskilde Festival for første gang som en af de cirka 30 upcoming-artister, festivalens bookere spår en lysende fremtid, og derfor dedikerer hele opvarmningsprogrammet til. Nu er festivalen aflyst, men det har ikke sat SULKAs karriere i stå. I efteråret 2019 udgav hun sin overlegne debutsingle “Frikvarter”, senere fulgte den Khal Allan-featured single “Usagt”, og i slutningen af maj landede så debutalbummet Epoker, skrevet af SULKA selv og eksklusivt produceret af Tue Track (Malk de Koijn). Det er ikke svært at forstå, at mange holder et vågent øje med det unge talent, når man hører hendes tidløse tracks, hvor emotionelle tekster om relaterbare hverdagsproblematikker og aktuelle samfundsemner forgrener sig over Tue Tracks old school boom bap-produktioner.

Selvom det udefra kan ligne, at SULKA er kommet ud af det blå, så bygger hendes karriere på mange års livserfaring, ligesom mange år er gået fra, at hun begyndte at lave musik i samarbejde med erfarne kræfter som Khal Allan, Loke Deph og Tue Track, til hun i år endelig kunne slippe sit første album.

SULKA var ikke imponeret, da hun som barn første gang blev præsenteret for kunstnere som Malk de Koijn, Jooks og Gorillaz af sin storebror: »Jeg var ni år gammel og havde aldrig hørt andet end The Voice og tænkte: ‘Hvad fuck er det her?« husker hun: »Men så satte han det på nok gange til, at jeg pludselig kunne synge med, og til sidst elskede jeg det.« Efterhånden begyndte SULKA selv at synge og skrive tekster med sin guitar, men det havde aldrig krydset hendes tanker, at piger kunne rappe – især ikke hende.
Men det skulle langsomt ændre sig. Første gang, da hun var omkring 15 år gammel.

»Der begyndte jeg at rappe lidt og lavede et par demoer i et studie, jeg havde fået adgang til med nogle knejter som heller ikke havde det særlig fedt. Fordi jeg havde skrevet sange før, endte jeg med at ghostwrite for de der fyre. Så fandt de et eller andet grimt horrorcore Youtube beat og lagde over det,« siger SULKA med et grin og fortsætter: »Men jeg rappede også lidt selv og sendte det til mine venner. Så fik jeg ikke rigtig noget respons, og så stoppede jeg. Jeg tror, jeg tænkte: ‘Hvem fanden tror jeg, jeg er, at jeg kan rappe’. Det kræver så meget attitude at gøre, og det er svært at have, når man er usikker.«

Foto: Marie Stephensen

Fra usikkerhed til vrede og fra vrede til kreativitet

Den manglende respons og store usikkerhed kombineret med fraværet af kvindelige danske rap-forbilleder pustede hurtigt gnisten ud af rap-håbet, men da SULKA var omkring 16 år skete der igen noget. Hun faldt over den sagnomspundne battle mellem rapperne MagerMayn og Anna Vigsø, som i skrivende stund er blevet set godt 130.000 gange på Youtube. Du skal se den selv for at forstå, hvad det handler om, men lad os bare sige, at SULKA var målløs, da hun så videoen for første gang:

»Jeg kiggede på hendes (Vigsøs, red.) ansigt hele vejen igennem og tænkte bare, at jeg aldrig havde set noget lignende,« fortæller hun: »Jeg kunne slet ikke relatere til, hvordan i helvede man kunne stå og blive råbt og buhet af en hel flok super klamme mænd og så bare blive stående.«

SULKA tænkte hverken over, hvordan MagerMayn rappede, eller hvordan Vigsø rappede: »Det eneste, jeg tænkte på, var, hvordan fuck hun havde nosser til at stå der til at starte med! Der er ingen af de mænd, der står i crowden og råber de der ting efter hende, der har nogen idé om, hvilken slags nosser, det kræver. For hun forsvarede også sit køn, og det er altså en større bagage end at forsvare, at man er den bedste rapper.«

Vigsøs mod inspirerede SULKA – ikke til at blive battle-rapper: »Altså, jeg har lyst til at battle, men ikke mod den slags typer« – men som en påmindelse om, at kvinder sagtens kan begå sig i det attitudefulde rap-game.

Hendes egen usikkerhed var dog stadig en hæmsko, indtil der som 18-årig igen skete noget. Følelsen af usikkerhed blev erstattet af en ekstrem vrede. Hendes kæreste, som hun boede med på det tidspunkt, havde slået op med hende, og hvor hun før tænkte: ‘Hvem fuck tror jeg, jeg er’, satte en fandenivoldskhed pludselig ind. Nu sagde hun til sig selv: ‘Fuck det, nu gør jeg det sgu,’ og så skrev hun til Khal Allan fra duoen Ponyblod på Instagram og kontaktede flere af de kunstnere, hun så allermest op til. En dag blev hun inviteret ned i studiet. »Det var ikke fordi, det var særligt godt, det jeg sendte, men fordi der var nogle der kunne se, at det måske kunne blive det,« siger hun og griner.

I studiet var det især konkurrencen, der motiverede hende og det faktum, at hun blev mødt af en ‘hvem fuck er det’-attitude, hver gang hun trådte ind ad døren: »Og jeg var totalt flabet! Jeg drømte jo ikke om andet end at bevise over for de der gutter, at jeg sguda også godt kunne gøre det dér.«

SULKA af Marie Stephensen

Musikalsk var det særligt rapgruppen Kaput, der inspirerede SULKA til igen at begynde at rappe. Deres stil rummede på én gang både en teknisk overlegenhed og en sårbarhed, som hun ikke havde hørt før. Tanken om, at man altid kun skulle spille sej i rap og aldrig vise, at man var ked af det, havde tidligere gjort rap til noget malplaceret og fremmed for hende.

»Det, der inspirerer mig med den type rap, som Kaput lavede, og som jeg selv laver nu, er, at man bruger sin sårbarhed som blær eller som et våben. Hvis jeg allerede har sagt, at jeg har det ad helvedes til, men leverer det på en flot måde, rimer på det eller flower det nice, så lyder det pludselig sejt. Så jeg fandt en måde, hvor min sorg kunne få værdi.«

I dag kan hun slet ikke forstå, hvordan hun overlevede, før hun begyndte at rappe: »Det er mega terapeutisk for mig, at jeg kan bruge de dårlige ting til noget. Fordi jeg rimer på de dårlige ting og leverer dem nice, bliver det pludselig noget værd, at der er sket en masse lort.« Når hun ser tilbage på den periode, står det også klart, at den altoverskyggende vrede, hun gik rundt med, blev altafgørende for hendes karriere.

»Jeg var ikke begyndt at rappe, hvis ikke jeg var RASENDE. Altså jeg var virkelig, virkelig sur på det tidspunkt som 18-årig. Det var sådan noget med, at jeg gik på gaden med knyttede næver fuldstændig spændt op altid. Mine veninder var sådan: ‘Hvorfor går du som en mand, som en thug?’ Og jeg lagde ikke engang mærke til det, jeg var simpelthen bare så vred og kampklar. Men vrede er en fuldstændig fantastisk drivkraft til kunst.«

Hiphop er opstået af undertrykkelse – at undertrykke med hiphop er blasfemisk

Nu står SULKA med et anmelderrost debutalbum i bagagen og er i fuld gang med at sætte sit præg på den danske hiphop-scene med et unikt bidrag, der både stilistisk og lyrisk afspejler den lange vej til, hvor hun er i dag. Hun bruger i høj grad sin fortid som sangerinde, når hun rapper i forskellige tonelejer eller for eksempel synger hele albummets intro, den melankolske “Vintertid”, ligesom hun bruger sin erfaring som sangskriver, når hun brygger på sine stemningsfulde melodier. Lyrisk gør hun en dyd ud af at overtænke teksterne i en sådan grad, at én sætning kan ende med at betyde tre forskellige ting:

»Jeg leger så meget med sproget, som jeg kan, og har haft det privilegium at være sammen med andre rappere og kunstnere, som har den samme fetich for at lege med sproget,« forklarer hun. Selvom hun ikke nødvendigvis følte sig velkommen hos alle i miljøet til at starte med, så følte hun sig hjemme i den familiære humor, der ligger i at lege med sproget, og som mindede hende om hendes storebror. Udover at hun håber, at man som lytter lægger mærke til, hvor mange gange hun kan rime på et ord, eller hvordan hun legende skifter flow på hver bar i et nummer, så håber hun også, at man kan mærke de dybe hensigter, der ligger bag.

»Men hvad end for en hensigt, jeg har lagt i et hvilket som helst nummer, så er det også en glæde for mig, at folk selv bestemmer, hvad de får ud af det,« siger hun og tilføjer: »Og at jeg kan have tillid til, at jeg har puttet så fucking meget kærlighed i det, at det i hvert fald er det, der hovedsageligt rammer folk. At jeg virkelig mener det oprigtigt, hvad end jeg så siger. Også når jeg siger noget lort eller noget, som bare er en joke, eller noget som er pissetarveligt. Det kommer alt sammen fra et meget rigtigt sted.«

I forbindelse med udgivelsen af albummet, har SULKA blandt andet kaldt sit projekt for “renhjertet hiphop” – et modigt statement, der nok skal kunne provokere nogen. For hvad er renhjertet hiphop overhovedet?

»Renhjertet hiphop er, at du provokerer med det, du laver, men ikke provokerer nogen, der allerede fucking ligger ned. Sådan har jeg det,« svarer hun overbevisende. »Der er masser af hiphop, hvor de vælger at træde på nogen, der ligger ned – kvinder eller homoseksuelle eller whatever. For mig har det altid været meget tydeligt, at hiphop er opstået af undertrykkelse, og det at bruge hiphop til at undertrykke, det har jeg altid fundet lidt blasfemisk. Specielt når vi har den bevidsthed, vi har i 2020 om, hvad det gør ved folk. Hiphop handler om at blive ved og gøre det for dem, der har brug for det og for dig selv.«

spotify:album:71am7MELzNYLelO3QuI5hq

Lyt til SULKAs debutalbum, Epoker, via Spotify her