Street Studies er officielt Hip Hop Hub-fyrtårn: "Vi elsker at arbejde med lokalområdernes unge"

Af Nikoline Skaarup

Vi har i løbet af året lidt efter lidt løftet sløret for de nøgleorganisationer, som spiller en stor rolle i udfoldelsen af Hip Hop Hub. De officielle 'Hip Hop Hub-fyrtårne' er med til at skabe endnu mere kultur for og med endnu flere unge i hele landet.

Det var med et kæmpe smil på læben, at vi i starten af året kunne annoncere, at Hip Hop Hub med støtte fra Nordea-fonden fortsætter som en af de største hiphopbevægelser i Danmark. Videreførelsen af projektet har allerede kastet mange nye tiltag af sig, og meget mere følger i 2021.

En af de helt store grene i projektet er etableringen af tre 'regionale fyrtårne', hvor vi har inviteret en håndfuld lokale fællesskaber med i projektet, som skal være med til at forankre Hip Hop Hub lokalt og styrke ungekulturen i hele landet.

Det lyder måske lidt abstrakt, men helt konkret betyder det, at der i Jylland, på Sjælland og i Hovestadsområdet er en række go-to-organisationer, hvor unge kan komme og skabe kultur for og med andre unge. Hvert fyrtårn består af to organisationer, som på hver deres måde er forankret i hiphopkulturen, og for hvert fyrtårn uddannes et hold af unge, som i fremtiden skal være med til at forme fyrtårnene og skabe lokale kulturaktiviteter for andre unge.

Organisationerne tæller North Urban Art Studio og Rap Akademiet (fyrtårn Jylland), Affiliated og Rumkraft (fyrtårn hovedstaden) og JB10 og Street Studies (fyrtårn Sjælland).
Her kan du lære mere om sidstnævnte, som arbejder med byrum i lokalområdet gennem urban kunst.

Street Studies

Non-profit organisationen Street Studies har siden 2012 arbejdet inddragende i deres lokalområde for at løfte byrummet med særligt gavlmalerier og gadegallerier i fokus. I Street Studies tror de nemlig på, at farverige og mangfoldige rammer også danner grundlag for et tryggere og mere involverende byrum.

Organisationen, som holder til i Ringsted, rækker dog også langt udover de danske grænser som en del af en af verdens førende Urban Arts organisationer, Meeting of Styles, som hvert år tiltrækker en række internationale og kreative personligheder til Danmark. Sammen tager de ud i forstæderne, hvor de laver kriminalpræventive projekter sammen med områdernes lokale aktører.

Om Hip Hop Hub-samarbejdet udtaler Steffen Gray, Organisationsleder i Street Studies:

"Vi glæder os til at være en del af H3 volume 2. Vi elsker at arbejde med lokalområdernes unge. Uanset om det er gennem projektmagerkurser, undervisningsmaterialer eller som del af en kreative beslutningsproces har de noget at byde ind med. De unge har en ild som skal hjælpes på vej - og vi tror på, at der mangler unge som engagerer sig kreativt i, hvordan deres lokale 'steder' udvikler sig! Og så er det også rigtigt interessant, at der er afsat midler til videre arbejde med forskning i de kreative greb." 

Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med Street Studies og løbende dele flere nyheder fra vores arbejde.
I mellemtiden kan du tjekke Street Studies ud her.