Rapolitics

»Kender I det, når man går hjem med en følelse af, at man i dag har gjort en forskel.« Denne sætning beskriver den oplevelse to fortællere og en rapcoach skabte sammen med en 8. klasse fra Nørre Fælled Skole under deres 3,5 time lange RAP:I:STAN-workshop.

Nysgerrigheden var stor, da der pludselig stod fire ukendte voksne i et fyldt og varmt klasselokale med 19 elever, og spørgsmålene fløj ud af dem allerede før timen begyndte. »Hallo, kender du så Gilli!« bliver der råbt fra en elev i den allerede energiske klasse. Men så snart at de to unge fortællere, Manilla og Peric, begyndte, blev råbene til stilhed, intense øjne og et par åbne munde.

Manilla fanger klassens opmærksomhed ved at fortælle om den gang, hendes familie blev bedt om at forlade Brugsen med begrundelsen, at »det her sted er kun for Hr. og Fru. Jensen.« Men »Jeg bliver aldrig en Fru. Jensen. Jeg er Manilla. Jeg kommer fra Afghanistan, og jeg har mørkt hår,« forklarer hun til klassen. Igennem hendes fortælling spreder hun et budskab om at tage afstand fra diskrimination, ligesom hun pointerer, at det også er vigtigt at blande sig, hvis man ser det.

Da klassen bliver bedt om at dele deres egne tanker omkring de ting, de var blevet fortalt, var der igen enighed I klasse: Alle har menneskerettigheder, og man skal elske sine børn lige meget hvad. »Hvis jeg fik et barn, der var homoseksuelt eller biseksuelt, så ville jeg holde af dem,« lød det fra en af drengene i klassen.

Efter en velfortjent pause fra det varme klasseværelse mødtes alle igen for at arbejde med rim og rytmik. Den ellers så selvsikre klasse var lige pludselig ude på glatis. Efter et par fifs om, hvordan en rap- tekst skabes, og hvorfor det er vigtigt, at man får hat til at rime med kat, gik de med deres blyant og papir ud for at rime. Rime om hvad de havde lært, tænkt og snakket om I løbet af formiddagen.

På trods af, at det svære ved at finde ord, der rimede på statistik og enkelte bekymringer for om de nu stavede alle ordene rigtigt, blev det endelige resultat en raptekst på fire linjer, der afspejlede de unges tanker, om det at være på flugt.

Skønt at tanken om at skulle stå foran hinanden og rappe var det mest skræmmende, de havde oplevet i løbet af dagen, samlede alle mod til sig.

»Everyone’s just thinking about democracy, I just want my privacy
Peace, I just wanna feel at ease.«

»I’m so depressed, I’m so stressed, Father didn’t like the way I dressed.«

»Why does life seem so hard, probably because I didn’t follow that part
Wait, this is only the start, come hop on my depression cart«