Manilla Ghafuri reflekterer over Amanda Gormans digt som gæst i FORSTÆRKET på Radio Loud: “Hvert eneste ord, hun deler med verden, har en betydning”

Af Nikoline Skaarup

Radio Loud's Maria Bülow har inviteret vores forperson Manilla Ghafuri ind som gæst i podcasten FORSTÆRKET for, med afsæt i Amanda Gormans digt “The Hill We Climb”, at italesætte nogle af de udfordringer, vi som samfund står overfor i Danmark, og hvordan ord faktisk kan gøre en verden til forskel i kampen for en lysere fremtid. Episoden varer 33 minutter - lyt her!

Verden gik i kollektiv ekstase, da den 22-årige digter Amanda Gorman den 20. januar 2021 fremsagde sit digt “The Hill We Climb” til indsættelsen af USA’s præsident Joe Biden. Udover at hun var den yngste digter til nogensinde at optræde ved indsættelsen af en amerikansk præsident, så strålede hun om kap med det håb, hun med sine ord plantede foran Det Hvide Hus. Og hun fremstod som den diametrale modsætning til de voldelige demonstranter, der få uger forinden stormede kongressen kun en spytklat derfra. 

"Hun har så meget indblik i sit liv, og hun er kun 22 år," siger Manilla Ghafuri i podcasten om den fascination for Amanda Gorman, som hun deler med millioner af mennesker verden over. "Det der med, at der er lys for enden af tunnelen," fortsætter hun: "Altså, hun er ikke sur, hun vil bare gerne gøre det bedre..." 

Først som storyteller i og nu forperson for Rapolitics kender Manilla alt til at bruge sin stemme til at skabe forandring. Hun ved, hvilken magt ord kan have, når ordene bliver valgt med omhu, og hvordan billedsprog og historiefortælling faktisk kan gøre en forskel for dem, der lytter - og for hende selv. I Manillas optik er der flere vigtige grunde til, at Gormans digtoplæsning var så overvældende, at hun hun på blot 24 timer efter digtoplæsningen fik over 2 millioner nye følgere på Instagram. Først og fremmest peger hun på, at Gormans baggrund har betydning, fordi den rykker ved vores gængse opfattelse af den typiske digtoplæser: 

“Hun er ung og mørk, og hun er minoritet, altså hun har alle oddsene imod sig. Og det andet er jo netop også, at hun står og performer et digt, og man er ikke vant til at se unge, der står og har denne her digtopremsning. Det behøver ikke at være en kvinde på 40 eller 45, der skal læse et digt op. Det kan lige så godt være en ung pige på 22 år, og det kan være lige så powerful, som hvis Trump står og læser noget op.” 

Derudover har formen betydning:  

“Det, hun gør, er det her spoken word, storytelling-format. Hvert eneste ord, hun deler med verden, har en betydning. […] Hun går ind og rammer befolkningen. Det er ikke fordi, hun står og har en pegefinger oppe, men hun står og bruger sine hænder til at illustrere det, hun fortæller. Og det synes jeg bare er enormt givende. Man behøver ikke at stå og råbe for at kunne få noget igennem. Man kan også godt læse sit digt op eller læse sin historie op, som man vil.” 

Forud for Manilla og Marias møde, er Manilla blevet bedt om at udvælge tre nedslagspunkter i Gormans digt, som de i podcasten gennemgår og sammen diskuterer. Et af dem knytter sig til det håb, digtet emmer af:  

We’ve learned that quiet isn’t always peace // and the norms and notions of what ‘just’ is isn’t always justice.” - Amanda Gorman 

Ordene råder ifølge Manilla over en essentiel detalje, vi som samfund aldrig må være blinde over for.  

“Det, jeg får ud af det, er det her med, at bare fordi der er ro, er det ikke ensbetydende med, at der er fred. Bare fordi tingene har været, som det har været, er det ikke ensbetydende med, at det er sådan, det skal være. Der er altid plads til forbedring, og der er altid plads til at anerkende og selv erkende, at vi ikke helt er dér, hvor vi vil være.”  

Som 7-årig flygtede Manilla og hendes familie fra deres hjem i det nordlige Afghanistan, hvor borgerkrigen ikke gav dem andet valg end at pakke det, de kunne bære, og komme ud ad døren så hurtigt de kunne. I podcasten kan du høre Manilla dele sin historie om at gå hele vejen fra Afghanistan til Polen og leve som illegal flygtning, og hendes efterfølgende erfaringer fra at leve som minoritet og ung med flygtningebaggrund i Danmark. Det er de oplevelser og erfaringer, hun i Rapolitics og andre organisationer bruger som omdrejningspunkt for sine fortællinger. Og hun mærker, at hendes ord – ligesom Amanda Gormans - gør en forskel.  

“Det gør noget, og det giver andre håb. […] Tilbage i 2015 sad jeg og så 22-nyhederne. De havde et indslag om flygtninge fra Syrien, der kom hertil, og de havde i hvert fald ikke heldet med sig, de flygtninge der kom til Danmark. Jeg kunne bare se, hvor hård retorikken var, og det gik op for mig, at jeg måtte gøre et eller andet. Så jeg skrev artikler, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at tale om det her med at flygte. Følelsen af at klippe et hegn op for at komme videre eller følelsen af at grave et hul ned i jorden for at kunne sove der. Følelsen af ikke at kunne vide, hvor ens mor eller søskende er næste dag. […] Det var ord, jeg brugte. Og det hjalp også mig selv til at forstå, hvad der var sket og min kamp: Okay, sygt, at jeg har gået fra Afghanistan til Polen. Det har jeg aldrig tænkt over - altså vi gjorde det jo bare i ren overlevelse,” fortæller Manilla blandt andet om historiefortællingen som redskab til også at lære sig selv bedre at kende: “Jeg har accepteret min fortid. Og det har faktisk hjulpet mig. Nu er der andre unge eller mine andre afghanske venner, der siger: ‘Bliv ved med det, du gør,’ hvor jeg tænker: ‘Jeg gør faktisk ikke så meget andet end at fortælle’.” 

Nu drømmer Manilla om at arbejde som underviser og hjælpe andre unge med at fortælle deres historier, ligesom hun selv gør for i sidste ende at kunne præge fremtiden for de kommende generationer: 

“Ord er magt. Man kan gøre ret meget med det. Det behøver ikke kun være våben, der kan skabe en eller anden forskel. Det her med at bruge sin stemme, finde sin stemme, og at alle stemmer er lige meget værd i det her samfund. Om du er 22 eller 42 år. Om du kommer fra Valby eller fra Virum. En stemme er en stemme, og det er noget, jeg har arbejdet og kæmpet med – at alle har ret til at sige noget.” 

Amanda Gorman - "The Hill We Climb"

Se eller gense Amanda Gormans oplæsning af "The Hill We Climb" til Præsident Joe Bidens indsættelse