Kunstner i Corona-tid: DRAG-artisten ION afsøger nye måder at give sit publikum liv

Af Nikoline Skaarup

Foto: Kristian Gade

De mindre danske kunstnere er nogle af dem, der lige nu mærker de økonomiske konsekvenser af situationen omkring Coronavirusset og dets følgesygdom Covid-19. Hvordan mærker en dansk DRAG-artist krisen, og hvad kan du gøre, hvis du gerne vil støtte kunsten hjemmefra? Læs med her.

Vi bragte i sidste uge et interview med freestyler, musiker og coach-koordinator her på Rapolitics, Pelle Møller, som fortalte, hvordan Coronakrisen allerede har påvirket og i de kommende tider vil påvirke en selvstændig undergrundsrapper som ham. I denne uge kan du møde DRAG-artisten ION og få et indblik i, hvordan den gren af det danske kulturliv mærker krisen, og ikke mindst hvad du kan gøre for at støtte op.

Hvis du har fulgt med i Rapolitics’ aktiviteter de seneste tre år, så er der en stor sandsynlighed for, at du har stiftet bekendtskab med vores projektmedarbejder og danse-coach Mark Henriksen, som de sidste fire år har været DRAG-artist under navnet ION.

ION optræder med sin kunst i mange forskellige sammenhænge. Fra shows på natklubber til performances til arrangementer i alle afskygninger. Tit finder du også ION bag mikrofonen til for eksempel dansekonkurrencer, hvor hendes vigtigste opgave er, at publikum føler sig trygge. »De skal have en oplevelse, der overrasker og, som man siger i DRAG-miljøet, ‘giver dem liv’,« forklarer Mark Henriksen over mail.»Det bedste er at mærke publikums reaktion, når jeg optræder. Når jeg ‘giver dem liv’, så giver de mig det samme tilbage,« uddyber han.

Glæden for DRAG-kunsten stråler ud af Mark og ikke mindst ud af ION, når hun går på scenen. Selvom Mark sætter pris på den ros, han får for både sit udseende og for sine underholdende shows, når han er i DRAG, så er det de dybere tilbagemeldinger, der for alvor sætter sig fast og giver Marks virke som DRAG-artist den største værdi. »Jeg optrådte engang med en monolog og et dansenummer. Den aften var der en ung transmand til stede. Han fortalte mig efter min optræden, at han med mit nummer havde følt, at han hørte til, og at jeg inspirerede ham til at være den, han er« fortæller Mark. – »Det er det største kompliment, jeg nogensinde har fået.«

Desværre har den aktuelle Coronakrise indtil videre fatale konsekvenser for en artist som Mark, som allerede har mistet alt sit DRAG-arbejde helt ind til sommer og forventer mange flere aflysninger løbende. Og ligesom vores rapper Pelle kunne berette om store økonomiske konsekvenser af Corona-krisen, så tøver folk også med at booke ION i fremtiden, grundet den usikkerhed, der naturligt følger af en situation som denne.

»Så jeg arbejder pt. på at gøre klar til at kunne lave et stærkt comeback, når vi er igennem krisen. Men endnu vigtigere så arbejder jeg, som så mange andre, på at bruge min kunst på alternative måder i denne tid, hvor jeg ikke kan få den ud til publikummer på almindelig vis.«

Ifølge Mark er det vigtigste, du kan gøre, hvis du fortsat vil støtte hans arbejde, at holde et vågent øje med hvad han og resten af det danske DRAG-miljø laver. »Mange af os er i gang med at finde måder at skabe kunst på i den tilstand, vi er i nu, så hold øje og brug det, vi løbende skaber.«

Læs mere om, hvordan du for bare 80 kroner om året kan støtte Rapolitics og vores arbejde her.

  • Hvad gør du selv for at støtte dit kunstmiljø for tiden?

    »Jeg gør alt i min magt for at videreformidle aktiviteter skabt af kunstnere i denne tid. Så på alle mine platforme deler jeg på daglig basis andre kunstneres aktiviteter, som skal få dem og os igennem krisen. Dertil er jeg selv ved at søge støtte til en serie af livestreamede events, der involverer en bred række af kunstnere og virksomheder, der alle er ramt af den nuværende situation. Tanken er at hyre folk, som man normalt ville gøre til events, men publikum er bare bag en skærm og ikke foran scenen.«

  • Hvad er de fedeste tiltag, du er støt på henover de seneste dage?

    »UKØN POESI, som normalt laver live poesi- og performance-events laver nu en podcast under navnet, ‘Del Din Isolation’, hvor kunstnere og andre kan dele deres poesi og kunst. Det er klart et af de bedste koncepter, men jeg synes generelt, at der er virkelig mange initiativer, der dag for dag dukker op. Så det er bare med at holde øje.«

  • Hvis man er ny i DRAG-universet, hvad er så din top 5 kulturelle guide til at blive indført i miljøet?

  • Nr. 1

    »Det vigtigste, når man går i gang med at lave DRAG, er at lege med sit look. Alt fra makeup til hår, falsk krop og tøj. Øvelse gør mester, og det første stykke tid ligner ALLE noget, der er løgn. Men man lærer hurtigt, hvad der fungerer. Hvis man ikke ved, hvor man skal lede efter viden omkring, hvad der skal til for at komme i DRAG, så er Youtube din ven! Der er tutorials om ALT, du behøver – én, som har lidt af det hele, er den kanal, der hedder ‘Onlinekyne’.«

  • Nr. 2

    »For at man kan få en helt masse generel grundviden om DRAG, vil jeg anbefale et online talk show, der hedder ‘Hey Qween’, som streames fra Youtube. Her interviewer de ugentligt berømte DRAG queens og laver en masse DRAG-relaterede videoer.«

  • Nr. 3

    »Jeg vil også anbefale podcasten ‘Dragedronningerne’. En dansk DRAG-podcast lavet af de to danske DRAG queens Annie Rection og Brynhildr the ViQueen.«

  • NR. 4

    »Draghouse’ er Danmarks største regelmæssige DRAG-show. Det kan varmt anbefales at se det og holde øje med på alle sociale medier, hvor man kan se en masse dansk DRAG.«

  • Nr. 5

    »Til sidst vil jeg anbefale natklubben, ‘G.A.Y.’. De støtter meget op om DRAG-miljøet og afholder selv adskille DRAG-shows om måneden; også shows, hvor nye queens kan komme til at prøve kræfter med scenen.«