JB10 bliver en del af Hip Hop Hub-fyrtårn Sjælland: »Hiphop er kærlighed«

Af Nikoline Skaarup

Vi er tilbage efter sommerferien og er endnu engang klar til at løfte sløret for en af de nøgleorganisationer, som i fremtiden kommer til at spille en stor rolle i udfoldelsen af Hip Hop Hub. De officielle ‘Hip Hop Hub-fyrtårne’ skal være med til at skabe endnu mere kultur for og med endnu flere unge i hele landet. Hvordan det skal ske, og hvem de udvalgte organisationer er, kan du læse mere om her.

Det var med et kæmpe smil på læben, at vi tidligere på året kunne annoncere, at Hip Hop Hub med støtte fra Nordea-fonden fortsætter som landets største netværk for hiphopaktører. Videreførelsen af projektet vil kaste mange nye tiltag af sig (som du kan læse meget mere om på Nordea-fondens hjemmeside), og et af dem er etableringen af tre ‘regionale fyrtårne’. Vi har inviteret en håndfuld lokale fællesskaber med i projektet, som skal være med til at forankre Hip Hop Hub lokalt og styrke ungekulturen i hele landet.

Det lyder måske lidt abstrakt, men helt konkret betyder det, at der i Jylland, på Sjælland og i Hovestadsområdet kommer til at findes fysiske steder, hvor unge kan komme og skabe kultur for og med andre unge, og hvor der desuden vil blive udviklet flere undervisningstilbud. Hvert fyrtårn består af to organisationer, som på hver deres måde er forankret i hiphopkulturen, og for hvert fyrtårn uddannes et hold af unge, som i fremtiden skal være med til at forme fyrtårnene og skabe lokale kulturaktiviteter for andre unge.

Vi løfter løbende sløret for, hvilke organisationer der kan kalde sig lokale Hip Hop Hub-fyrtårne, og vi kunne før sommerferien præsentere det aalborgensiske atelierfællesskab North Urban Art Studio som den ene halvdel af ‘Fyrtårn Jylland’. 

Nu tager vi turen mod hjertet af Næstved og afslører JB10 som den ene halvdel af ‘Fyrtårn Sjælland’. JB10 er et ungdomsprojekthus, hvor man finder alt fra ungdomsklubber og undervisningstilbud til et projektlaboratorium og de frivillige ildsjæle, der siden 2013 har stablet den urbane festival Næverland på benene med masser af hiphop og graffiti på programmet.

Projektmedarbejder Christoffer Tauber fortæller om organisationen:

»Her er der plads. Plads til at lave store og små projekter, og plads til alt andet du laver i livet. Vi har penge til en kop kaffe efter skole, når du sidder med lektierne, men vi har så sandeligt også midler til at støtte din projektdrøm. Om det er en koncert, en workshop, et foredrag, en podcast eller alt der i mellem, er vi her til hjælp, sparring og inspiration. Vi er JB10, og vi laver projekter.«

Jb10 har været en del af Hip Hop Hub-netværket, siden starten i 2016, og vi er glade for, at samarbejdet fortsætter og endda med endnu mere styrke end før. Christoffer Tauber uddyber om samarbejdet:

»Hip Hop Hub er et vigtigt projekt, der sætter fokus på, hvor mange ting, der er hiphop, og hvor meget man kan bruge hiphop til. For hiphop samler folk, og det samme gør Hip Hop Hub. Hiphop er kærlighed, og ved at se hinanden og mødes i H3-netværket, får vi anerkendt hindandens mål og virke, og gør hinanden stærkere og spreder kærligheden.«

Vi glæder os til at dele meget mere fra projektet med de officielle Hip Hop Hub-fyrtårne i fremtiden.

Bliv klogere på JB10 på deres hjemmeside her og følg dem på Instagram og Facebook.